You are currently viewing Hvad Google RankBrain betyder for dit SEO-arbejde

Hvad Google RankBrain betyder for dit SEO-arbejde

Nu er det snart to år siden, at Google introducerede RankBrain som en del af deres søgealgoritme. I dag er RankBrain den tredjevigtigste ranking faktor og en af de eneste, det er totalt umuligt at snyde. For RankBrain anvender kunstig intelligens til at vurdere dine siders relevans for en given søgning.

Alligevel er RankBrain et af de emner inden for SEO som både er sværest at forstå og som vi ved mindst om – derfor har jeg fået Sasa Kovacevic fra Obsidian Digital til at kaste lidt lys over hvad RankBrain egentlig betyder for vores SEO-arbejde fremadrettet:

Google RankBrain har længe spøgt som en sort kasse i Googles arsenal af ranking-faktorer, der anvendes til at vurdere, hvilken placering dine sider skal have for en given søgning. Det som har gjort RankBrain så uigennemskuelig er, at der er tale om et stykke kunstig intelligens, som vurderer din sides indhold i forhold til den søgehensigt, som RankBrain mener, at en given søgning har.

Helt præcis hvordan den foretager den vurdering og hvordan du tilpasser dit SEO-arbejde, så du får den bedste RankBrain-score for dine sider, har der været mange forslag fremme om. Samtidig har kompleksiteten af RankBrain også været meget omdiskuteret.

Her er blevet fremsat alt lige fra Larry Kim fra WordStreams påstand om, at RankBrain sådan set bare viser et givent søgeresultat og så registrerer om der er nogen der klikker på det eller ej. Klikkes der på søgeresultatet, får det en bedre placering, når nogen søger på det samme igen og klikkes der ikke, får det en dårligere placering. Andre mener at RankBrain er væsentlig mere sofistikeret og avanceret i sin virkemåde. Sandheden skal nok findes et eller andet sted midt imellem.

Det betyder RankBrain for dit SEO-arbejde

I løbet af de to år Google har anvendt RankBrain, har vi ikke fået et klart billede af, hvordan RankBrain virker helt præcist. Men vi er begyndt at få en god ide om, hvordan du skal tilrettelægge dit SEO-arbejde og i særdeleshed dit indhold på de enkelte sider, hvis RankBrain skal bidrage positivt til dine placeringer i søgeresultaterne.

Her er den vigtigste erkendelse, at RankBrain betyder, at du ikke længere kan nøjes med at målrette indholdet på en side mod et enkelt søgeord. Du skal tænke mere semantisk og holistisk omkring dit indhold. Det gør du ved at opbygge et netværk af semantisk og betydningsmæssigt beslægtede søgeord og termer rundt omkring det søgeord, du vil have dine sider til at ranke for. Og med søgeord mener vi ikke længere enkeltord eller korte fraser. Nej, vi taler mere præcise søgninger, hvor det tydeligt fremgår, hvilken hensigt der ligger bag søgningen.

Det betyder, at du skal bruge dine SEO-værktøjer på en helt ny måde – og det får du opskriften på her.

Start med Google Keyword Planner eller et andet søgeordsværktøj

Ganske som altid starter dit forberedende SEO-arbejde til nyt indhold med, at du foretager en søgeordsanalyse. Men i stedet for at identificere den relevante søgning, som der er flest søgninger på og så optimere indholdet til denne ene søgeterm, skal du se nærmere på alle de søgeordsforslag, som du får i Google Keyword Planner eller hvilket søgeordsværktøj, du nu anvender.

Eksportér listen til dit regneark og find de søgetermer – ikke enkeltord – som det vil være relevant at anvende som overskrift og mellemrubrikker i teksten på siden. Tjek også op på, hvilke fagord og termer inden for emnet, der er mange som anvender i deres søgninger. De ord skal med som bevis på, at du rent faktisk ved noget om det indhold, du skriver noget om.

Tjek relaterede søgninger på Google

Tag nu de mest relevante søgninger fra din søgeordsanalyse og foretag en søgning med dem på Google. Rul ned i bunden af første side i søgeresultaterne og se nærmere på de forslag til relaterede søgninger, som Google kommer frem med – og hold også øje med søgeforslagene, som Google viser i drop-down menuen under søgefeltet, mens du indtaster din søgning.

Det er ord og vendinger du bør medtage i dit indhold, hvis du skal give RankBrain de bedste forudsætninger for at få det rigtige billede af din tekst. For selv om hverken de relaterede søgninger eller søgeforslagene kommer fra RankBrain, så giver de et godt indtryk af, hvilke sammenhænge RankBrain forventer at søgetermerne indgår i.

Glem alt om at gentage de vigtigste søgeord

Der er ikke længere nogen grund til, at du skal huske at gentage de vigtigste søgeord et vist antal gange i dit indhold længere. For der er ikke længere tale om enkeltord. I stedet er det vigtigere, at du får anvendt det rette miks af så mange relaterede søgeord og -fraser som muligt, samtidig med at du får udviklet noget brugbart indhold for dine besøgende.

Sørg også for at bruge punktopstillinger til at give overblik og for at uddybe punktopstillingerne efterfølgende. Mikser du de rigtige søgefraser ind i punktopstillingen og den efterfølgende uddybning, giver det Google et meget klarere billede af den semantiske sammenhæng i teksten.

Sørg også for at få linket til gode, troværdige referencekilder for det emne, indholdet omhandler. Det er med til at gøre din tekst mere troværdig i både læsernes og Googles øjne.

Sørg for at folk nemt kan forstå dit indhold

En anden vigtig parameter er at opbygge indholdet og designe siden, så det er nemt for folk at få overblik og forstå indholdet. Det sørger dels for, at folk bliver længere på siden (hvilket også er en indflydelsesrig ranking-faktor), og dels for, at folk giver din side et godt skudsmål, hvis noget af indholdet f.eks. bliver udvalgt til at indgå i en infoboks direkte i søgeresultaterne.

For sker det, kan brugerne af Google give feedback til Google om kvaliteten af den del af indholdet, som bliver brugt i infoboksen. Det sker ved at klikke på det lille Feedback-link, der findes nederst til højre under infoboksen. Det feedback brugerne giver Google, bruger RankBrain til at blive bedre til at udvælge de bedste søgeresultater.

Derfor er det også vigtigt, at du løbende holder øje med, hvor længe folk bliver på de enkelte sider på jeres hjemmeside, hvilke kommentarer indholdet eventuelt får og om det bliver delt på de sociale medier. Bliver folk længe på siden, giver positive kommentarer og deler indholdet, er du på ret kurs. Hvis ikke, skal du se at få gjort noget ved kvaliteten af indholdet. Det vil både gavne dine besøgende og dine placeringer i søgeresultaterne.

Giv dine besøgende og Google det bedste show

Lige som alle de andre algoritmer, som Google arbejder med, handler RankBrain om at sikre, at folk altid får de bedste, mest brugbare og opdaterede søgeresultater, når de bruger Google som søgemaskine. Google ønsker at give brugerne den bedste søgeoplevelse hver gang!

Anvender du ovenstående fremgangsmåde og udvikler dit indhold med fokus på at give dine besøgende den bedste oplevelse og den bedste præsentation af det emne, som siden omhandler, giver du samtidig Google RankBrain og de øvrige Google-algoritmer det bedste indtryk.

Så SEO-arbejde handler ikke længere bare om at regne ud hvilke søgeord, der skal anvendes, men om hvordan du skaber det bedste og mest relevante indhold for de emner, som du gerne vil findes på i Google.

Hvis du vil læse mere om Rankbrain, anbefaler vi følgende sider:

http://searchengineland.com/faq-all-about-the-new-google-rankbrain-algorithm-234440

https://obsidian.dk/specialer/seo/

https://moz.com/blog/seo-trek-the-search-for-google-rankbrain-new-data